Selvpluk i weekenden 1-2 september

Man kan plukke følgende æblesorter: Guldborg, Aroma, Summerred, Gråsten, Holstein Cox, Filippa og Pigeon. Vi sælger også pærer: Grev Moltke og Conference. Vi har også koldpresset æblemost i 3-liters bags samt honning.

Den varme og tørre sommer har været hård ved de tidlige sorter som Discovery-æbler og Clara Friis, som har haft svært ved at få en god størrelse. Til gengæld er der utrolig mange og flotte blandt de andre sorter, især Gråsten og Summerred udmærker sig.

Da det gik op for os, at tørken blev ved, gik Hans Jørgen i gang med nogle Georg Gearløs-løsninger og fik ved hjælp af nogle 80 år gamle vandingsrør og et kabelrør etableret noget vanding fra et væld i skoven oven for Filippa og Gråsten-rækkerne. Dét, kombineret med de sidste ugers regn, har givet en god vækst efterårs- og gemmeæblerne. 

Alle frugterne er modnet meget tidligere end normalt i år på grund af den varme sommer. Hvis I vil hjælpe os med at få plukket frugten, før den falder på jorden, må I gerne fortælle familie og venner, at der er fuld gang i selvpluk, og at efterårsæblerne allerede er klar til at blive plukket nu!

Conference